Et medlem af SMIL, hvor jeg selv er medlem, spurgte mig på et tidspunkt: Hvornår kommmer så klimaks? Og det har jeg tænkt lidt over. Jeg tror faktisk ikke jeg har oplevet det endnu. Men en forudsætning er at der er en god kontakt mellem mig og den der kilder mig, kan jeg mærke. Det behøver ikke være en seksuel kontakt; det kan også bare være et venskab. Men jeg mærker det først efter der er gået lidt tid. Når kilderiet tager fat ikke bare under fødderne eller på maven, hvor jeg er mest kilden, men et sted inden i maven; der hvor latteren har sit udspring. Så mærker jeg at verden som jeg kender forsvinder og jeg løftes op i himmelen; hvor tiden ikke eksisterer og jeg ikke registrerer om jeg er blevet kildet en halv time eller flere timer. Jeg har een gang eller to været tæt på torturstadiet. Men jeg tror først at klimaks kommer når jeg/vi har overskredet grænsen mellem sjov og tortur. Når det begynder at blive mere end jeg kan holde ud og jeg er nødt til at minde mig selv om hvor meget jeg elsker det igen og igen. Det en af mine ticklers kaldte nydelsen i lidelsen. Så tror jeg at der er chancer for at nå klimaks - og blive der så længe min tickler også mærker det. For det er en anden forudsætning: At min tickler er i himlen med mig!